Panna Cotta betyder ”kogt fløde”, og det er én af de mest kendte desserter i verden. Det er en utrolig simpel dessert og kan faktisk laves med helt ned til 3 ingredienser. Det er fløde, sukker og gelatine (husblas), så bliver det ikke mere ligetil

Historie

Oprindelsen af panna cotta er forholdsvis ukendt. Nogle mener at opskriften stammer helt tilbage fra Middelalderen i Piedmonte regionen. En populær mening er dog at desserten blev skabt af en kvinde af Ungarsk oprindelse omkring år 1900 også i Piedmonte. Grunden til den bredde enighed om hvor panna cotta kommer fra er at fløde ikke normalt er en ingrediens i italienske opskrifter, hvorimod det nærmest er et krav i franske. Derfor må desserten komme et sted fra i nærheden af den italiensk-franske grænse altså Piedmonte regionen. I 1879 nævnes en ret kaldet latte inglese ”Engelsk Mælk”, som var lavet af fløde og kogt sammen med gelatine. I 2001 blev panna cotta en officiel ret for regionen Piedmonte. Desserten gjorde sit indtog i USA i 1990’erne, hvilket har hjulpet med at gøre den så populær i dag.

Panna_Cotta
Panna_Cotta

Udgaver

Der er utallige udgaver af panna cotta fra den før omtalte ”rene hvide” til versioner med basilikum, agern, tomat, jordbær, chokolade, lemoncello etc. Listen bliver ved i uendeligheder. Den mest almindelige tilføjelse er dog nok vanilje, som også er brugt i opskriften her på siden. Grunden er vel sagtens at vanilje er meget alsidig og går så godt sammen med mange andre smage. Hvis man prøver sig med andre ingredienser i sin panna cotta, så skal man være opmærksom på at blandingsforholdene kan skifte, og hvis man tilføjer alkohol til desserter, så ændres tiden den skal stå for at fryse også.

Udover smagen i selve panna cottaen er der også mange versioner af tilbehøret til. Nogle mener at der ikke skal tilbehør til. Jeg personligt synes at et knasende element på en ellers semiflydende dessert ikke skader, så noget sprødt er velkomment. Desuden er friske bær og diverse coulis også almindeligt til panna cotta, især til versioner uden dominante smage eller frugt versioner.

Her følger opskriften på den simpleste version, så er det op til vedkommende selv at tilsætte ønskede smag og elementer…

Opskrift

Ingredienser (6 personer):

360 ml. piskefløde
90 ml. mælk
85 g. sukker
3 ark gelatine
Evt. 1 åbnet vanilje stang

 

Fremgangsmåde

  1. Put gelatinen i en lille skål med koldt vand indtil de bliver bløde ca. 5-10 minutter.
  2. Opvarm piskefløde, mælk, (evt. vanilje stang) og sukker sammen i gryde uden at det kommer op at koge.
  3. Pres vandet fra gelatinen og tilføj til blandingen af varmen. Bland øjeblikkeligt indtil gelatinen er opløst.
  4. Fjern eventuelt vanilje stang og lad blandingen køle lidt ned indtil det begynder at blive lidt fast.
  5. Skyld 6 skåle/forme, helst af metal, i koldt vand og tøm dem for ekstra vand. Fyld dem forsigtigt til toppen med blandingen.
  6. Sæt i køleskabet i mindst 4 timer eller til de faste. De kan sagtens stå natten over, men de må ikke blive hårde.
  7. Når de skal serveres, løsn kanten hele vejen rundt med en skarp kniv uden at trykke panna cottaen ned. Derefter placér en tallerken ovenpå skålen og vend rundt, giv gerne et tryk på toppen af skålen for at få panna cottaen ud.

Hvis det ikke virker bør man prøve at dyppe skålen ned i varmt vand kortvarigt for at løsne panna cottaen.

© Henrik Liltorp